Er kommet hjem fra skønne påskedage på BIRCA, og sådan her så der ud i mandags efter snestormen kom den smukke sol. Sådan er det vel med april. I det mindste kører fyret godt og man ved foråret snart er her.
Vi kunne ikke arbejde ude, så der blev arbejdet på de indre fronter med udvikling af ideer og nye programmer. Er ved at være parat til dels at tage producent kasketten på igen – som den kreative sælgende part – og er ved at udvikle samarbejde med 4-6 af de kunstnere jeg arbejder med. Og så udvikler jeg programmer for Artistic Entrepreneurship, og hvordan man sælger sit arbejde internationalt. Meget spændende venter forude.
Men mest af alt er det snart BIRCA tid. Med al den ro og glæde øen bringer. Påsken inspirerede mig til at lave en lille video om hvad der venter herovre, baseret på fotos fra sidste år – den kan I se ovenfor. Del den gerne med venner og spred budskabet om vores BIRCA glæder. Foråret bringer dette (der er stadig pladser og du kan læse mere på BIRCAs web):
29/4- 13/5 Island Connect Mallorca residency – der vil være visninger undervejs – link
18-21/5 Yoga Retreat med Mette Lønhardt – Early bird forlænget til 6/4 – link her
23-27/5 Capacity Building workshop om Artistic Entrepreneurship – Læs her
14-17/6 Folkemøde – læs om det her – enkelte værelser ledige
Capacity Building workshoppen er den først af sin art og den er særlig billig i maj, fordi vi gerne vil teste vores redskaber af – så har du lyst til at være med på det første hold Sofie Haag og jeg laver sammen – med deltagelse også af Pia Buchardt – så er det snart.
Så er der også fundet to “vindere” af vores Island Connect Kroatien: fra dansk side blev det Gunilla Lind Danseteater, der skal arbejde med spor af naturen i kroppen i deres projekt The natural Vs The Unnatural. Fra Kroatisk side blev det også et koreografisk projekt ledet af Tatjana Vukadinović, der arbejder med naturen ud fra kontakt improvisation. To unge fremstormende dansegruper – det bliver godt. Vi glæder os meget til at se dem på BIRCA i september, hvor de vil indgå i vores program for Bornholms Kulturuge. Men inden da drager de til Kroatien i juni måned.
Kærligst
Susanne