Det lakker mod enden af mørket, i morgen vender det og lyset kommer os i møde. Det er vel det vi fejrer med julen.
Sidste år var jeg væk i december og nåede ikke helt hverken at mærke mørket snige sig ind – eller at være klar til fejringen af lyset. I år har jeg haft en lang december med masser af mørke og sygdom, der sneg sig ind på mig, og derfor også større behov for at julehygge og pynte op. Større glæde ved lyset.
Vi skal holde julen på BIRCA i det bornholmske mørke – og vi var ovre sidste weekend for at gøre huset klart – så der er pynten for alle pengene. Her på Bornholm forstår man virkelig det med lyset. Det er nærmest en nødvendighed for at orientere sig om, hvor man er. Her er en af vores naboer gået amok – ikke særligt klima venligt, men humørvenligt er det.
Til gengæld får vi masser af lys og varme til nytår – for der tager Niels og jeg til Australien på en velfortjent ferie. Heller ikke klima venligt I know, men godt for sjæl og krop og oplevelsesgenet – og ikke mindst kærligheden.
Jeg går og længes efter BIRCA sommer – og jeg tænkte at den bedste julehilsen jeg kunne sende var lyset fra BIRCA med lanceringen af 3 dejlige kurser vi laver i helligdagsferierne, hvor man kan forkælde sig selv og komme i zen.
I foråret 2019 byder vi på hele 3 kurser der kan sprænge rammerne og give nyt perspektiv – i St. Bededags ferien, i Kr. Himmelfarts dagene og i Pinsen – det er bare at tage for sig af retterne – der er noget for kroppen, sindet og sjælen!
Continuum retreat – Den levende krop 16-19. maj
Vi starter med en spændende workshop med Anne Sophie Anciaux og Jeanne Jensen om kroppens resonanser.
Læs mere om dette her – booking direkte til Jeanne
Yoga Workhop – 30/5-2/6
Genfind balancen og den indre ro med 4 dage i selskab med Mette Lønhart og Susanne Danig – max 8 deltagere.
Mette vil undervise i både Yin Yoga og Kundalini yoga på kurset. Susanne vil arbejde med din personlige klarhed og power.
Læs mere om dette her – booking til BIRCA
Sjælens skole – skab din personlige transformation – 7-10. juni
Et helt unikt kursus med spirituelt empowerment for kvinder ved Susanne og psykoterapeut og spirituelt medium Nynne Bojsen – kun 8 deltagere.
Kurset foregår fra fredag aften til mandag eftermiddag og består af intensive og kærlige øvelser i at spotte, forstå og udvikle de store, indre potentialer, du besidder. Du vil opdage og udfolde nye sider af din sjæls potentiale og skabe store personlige forandringer.
Læs mere om kurset her – booking til BIRCA
Jeg er super stolt over, at vi kan præsentere disse kurser og invitere andre end scenekunstnere indenfor BIRCA. Jeg glæder mig til at være med og til at skabe transformation.
2018 har været et stabiliseringsår, hvor der har været knoklet og sået – men også nydt, når man sad der med en flok skønne mennesker på BIRCAs terasse eller stod en stille morgenstund i køkkenhaven.
2019 bliver et udfoldningsår, en høstens år – det er jeg sikker på. Der er nemlig meget at glæde sig til – mest af alt på BIRCA. Ud over de personlige kurser faglige kurser i Artistic Entrepreneurship, mentorship af skønne kunstnere, Island Connect residency med Mallorca og Kroatien (nu med støtte fra Statens Kunstfond), det store europæiske Contact Zone projekt med partnere fra Tyskland og Italien og støtte fra Creative Europe, Bo Madvig og jeg der skal lave haver i vildnisset – og kunstneriske vandringer. Så har jeg et lille projekt med Trevor Davies og 100% udstillingen. Og endelig igen turne med dejlige Cohn og Meaninglessness i efteråret.
Ja kedeligt bliver det nok ikke. Jeg håber du finder vejen forbi mit liv i 2019, på Bornholm eller i København. Og at du ellers udfordrer dig selv og giver mere til verden end du behøver.
Glædelig jul og ønsker om et skønt, produktivt og sjovt år.
Susanne