Lørdag 15/8 & søndag 16/8 kl. 13 & 16 ved Klemensker
Kom med på en promenadeforestilling langs den gamle togbane mellem Kleven og Klemensker og oplev kunstneriske tableauer langs ruten skabt af 4 BIRCA kunstnere: Scenekunstnere Ida Marie Tjalve, Helga Rosenfeldt Olsen og Linh Le og landskabsarkitekt Peter Vadim under ledelse af togkonduktør Susanne Danig.
”Spor – en togrejse til fods” tager udgangspunkt i den gamle jernbanestrækning mellem Klemensker og Rø, hvor toget for længst er holdt op med køre. Hvor jernspor og damp pløjede sig igennem klipper og skovterræn er mennesker nu kun gæster i et kulturlandskab, hvor naturen har fået mulighed for at gøre krav på området igen. Nu har du mulighed for at tage på en rejse i den lokale historie tilbage til fortiden, mytologien og naturen – og hjem igen. Måske hører du et spøgelsesagtigt tog passere, mens du rejser til fods på den korte strækning fyldt med landskabsrelaterende oplevelser: Spor af spor – dyr som damptog – kridtet op hér og dér på stien, lokalhistorien formidlet af “togkonduktøren”, mytologiske skabninger, land-art- installationer og dans.
Mød op ved den gamle togstation i Klemensker, et sted nærmest ingen længere mindes var centrum for områdets trafik, og bliv kørt til Kleven, hvorfra du ledes på en vandring via Splitsgård-trinbræt og overskæringen ved Dammegårdsvej indtil du har foretaget en rundrejse til fods og igen står ved den nedlagte Klemensker station – undervejs er der kunstneriske stop.
Praktisk
Turen starter på Jernbanevej 5 i Klemensker, hvor man bliver kørt med Jan-Oles Turisttrafik til Kleven og vandrer ca. 4 km retur. Det hele varer ca. 2 timer. Man er velkommen til at tage børn med, hvis de kan klare gåturen.
Billetpris for alle over 8 år er 50 kr. – det er nødvendigt at have købt billet på forhånd via dette link.
Arrangeret af Foreningen BIRCA Residency med støtte fra Puljen til Kunstneriske Sommeraktiviteter og Bornholms Brand.