BIRCA WOMENVISER IDEER OG KONCEPTER FREMFREDAG 3/6 KL. 19


Vi glæder os så meget til i morgen hvor vi står klar med 7 små indblik i kunstnernes maskinrum – det er skrøbeligt, nyt og vildt spændende for os alle. Og I er alle budt med indenfor – det er ganske gratis og I skal bare møde op. Det hele kommer til at tage ca 2 timer.

Her kommer en præsentation af de 7 kunstnere I kan møde og lidt om deres projekter:



Georgia Kapodistria (Cypern) er dansekunstner med professionel base i København og Odsherred. Hun deltager i dette års Birca Women residency med projektet ‘den lækkende krop’. Hun undersøger sammen med baby Kai temaets relevans og indsamler koreografisk undersøgende metoder, der vil bruges i den fremtidige kreativ proces.


 
Siri Bengtén (Sverige) er dramatiker, skuespiller og iscenesætter. Hun er kunstnerisk leder af Altitudteatern og skaber dramatik, forestillinger og lydværker. Under BIRCA Women har Siri skabt  en planteceremoni, hvor hun undersøger nordisk folketro i en moderne tid gennem at genskabe traditionen med at plante et ”omsorgstræ” som kobler mark, mennesker og træ. Tema som rødder, tilhørsforhold, spiritualitet og at høre hjemme i en splittet individualistisk tid er fokus for undersøgelsen omkring forestillingen.


 
Katinka Wissing (hun/dem) er danser, koreograf og underviser. Katinka arbejder med queer feministiske perspektiver på forholdet mellem krop og natur gennem en performativ og eksperimenterende praksis. På BIRCA undersøger Katinka emnet intimitet, informeret af det der opstår imellem natur og kultur samt i mødet imellem mennesker. Gennem observation, fotografering, berøring og bevægelse oversættes disse møder til materialer, objekter, koreografi og tekst.


 
Caroline Blomqvist (Sverige/Danmark) er danser, koreograf og producent. På BIRCA Women har hun undersøgt begrebet ”efemeralitet” (det vi oplever som flygtigt) som et scenografisk element og transformativt mønster inspireret af kønsidentiteter som metode i sit koreografiske arbejde.


 
Dorte Bjerre Jensen er danser, koreograf, performancekunstner, forfatter og researcher. På BIRCA Woman residency har Dorte undersøgt, hvad det vil sige at møde og dele sit perspektiv på verden med et andet sansende menneske og det mere-end-menneskelige. Hvordan nærmer vi os hinanden? Og er det overhovedet muligt at se verden fra den andens perspektiv? Hvorfor, hvorfor ikke? Og, hvad skal der til? Dorte tager udgangspunkt i proces filosofi (Erin Manning), kontaktimprovisation og i filosoffen Glissant´s ”Poetic´s of Relation”, der kredser om retten til forskellighed, uigennemtrængelighed og fantasiens kraft og fiktion. Visningen “At nærme mig” er en interaktiv liveart performance installation.


 
Karolina Pietrzykowska (Polen/Danmark) er skabende scenekunstner og arbejder med dramaturgi for deltagende publikums projekter, gaming strukturer, performance installationer og mere. Karolina har med hjælp fra de andre BIRCA Women kunstnere og i samarbejde med Eja Due/ Teater Bæst, arbejdet med et projekt med arbejdstitlen “Settlement”. Her har hun undersøgt hvilke mekanismer, narrativer og værdier der fastholder os i dysfunktionelle systemer – og hvad der får at til at forlade dem.
 
Cathrin Elenor Nørgaard er danser og underviser, bosat på Bornholm. På Birca Women arbejder hun med emnet ”overgange” og det rum, som opstår når det forgangne dør og skaber transformation og bevægelse ind i det nye. Hun undersøger menneskets forhold til forandring, tilknytning, indre processer og cyklusser, og oplevelsen af det at bevæge sig ind i og med det ukendte. Hun er interesseret i, hvad det kan vække i os på åndelig plan, og hvordan det kan fortolkes gennem dansen.

Jeg glæder mig til at I kan komme og møde dem!
Mange hilsner
Susanne Danig, leder af BIRCA
Cathrin Nørgaard lille video af hendes arbejde