Island Connect 2019 – åbent call

BIRCA udbyder i samarbejde med C.IN.E på Mallorca og Domino i Kroatien to gratis residencies for danske scenekunst grupper i 2019 i et projekt der hedder Island Connect.

 

Island Connect er et fælles projekt mellem 3 europæiske residency centre for scenekunst beliggende på øer – Bornholm/Danmark, Mallorca/Spanien og Silba/Kroatien. Formålet med Island Connect er at give arbejdsbetingelser for scenekunstnere til at udforske nye projekter og ideer, samtidig med at de sættes ind i en international sammenhæng og udveksler med scenekunstnere fra andre miljøer. Vi tror på, at der samtidig er en særlig ide i at arbejde på øer, hvor der skabes en særlig koncentration og lokale miljøer, der kan skabe baggrund for nytænkning af den kreative proces.  Programmets 3 partnere har alle stærke international kontakter i forskellige scenekunst genrer og dele af verden. Alle tilbyder høj scenekunstfaglig ekspertise udover arbejds- og prøvefaciliteter.

 

Formatet blev testet af med stor succes i 2018, hvor to danske grupper (Teater Bæst og Gunilla Lind Danseteater), en fra de Baleariske øer og en fra Kroatien deltog.

 

At deltage i Island Connect gav en perfekt mulighed for at fordybe mig i min koreografiske praksis med ro omkring mig, i smukke omgivelser og uden presset om deadlines og forventninger. Det at residenciet bestod af to dele gjorde at jeg kunne lade projekt gære i den mellemliggende periode og dermed have mere plads til refleksion over mit arbejde.  Gunilla Lind

 

Nu åbner vi for vores 2019 program med et åbent call for to danske grupper.

 

Deadline for ansøgning er forlænget til 20/12 kl. 18.

 

Samtidig har vi fået støtte til Island Connect projektet fra Statens Kunstfond (yeahh) og tilbyder derfor et honorar på 10.000 kr. til hver af de to grupper vi udvælger.

 

Læs mere om call, vilkår samt perioder her