walking landscapes bornholm

KAN KUNST ÆNDRE VORES RELATION TIL NATUREN?
– BIRCA er del af stort samarbejde mellem 12 kommuner, der gør landskaber til mødested for kunst og natur
Fra 11. juni og de næste tre år vil borgere på Bornholm og 11 andre vidt forskellige landskaber over hele landet få store kunst- og naturoplevelser med 4,1 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden. Metropolis sammen med BIRCA og vores lokale partnere Sangâga, Folkemødet, Bornholms Kunstmuseum, Bornholms Højskole, NaturBornholm mfl samt i alt 60 partnere i 12 kommuner samarbejder om METROPOLIS LANDSKAB – en kunstnerisk Danmarksrejse, der sætter fokus på relationen mellem mennesker og natur i en tid, hvor der er brug for at tænke nyt og skabe balance.
Metropolis Landskab kommer til Bornholm med Walking Landscapes som det første sted på ruten nemlig 11-20. juni, hvor det afvikles som optakt til Folkemødet samt under dette med en fin lokal støtte fra Bornholms Regionskommune.
Metropolis Landskab er et landsdækkende kulturprojekt, der i stor skala bringer kunst og natur sammen om at skabe værdifulde oplevelser og ny indsigt i de landskaber, der omgiver os. Gennem tre år vil landskaberne blive fortolket og formidlet af flere hundrede kunstnere fra performance, billedkunst, musik, arkitektur, aktivisme, dans, filmkunst, litteratur… Kunsten vil vise nye veje ind i naturen, ligesom naturen vil vise nye veje ind i kunsten.
I første del skal her i 2021 skal 10 kunstnere vandrer gennem Bornholm. Én kunstner hver dag i 10 dage. I 12 timer vandrer de ud i det bornholmske landskab og inviterer dig til at følge med – i landskabet eller på live-stream på facebook, hvor de går på hver hele time. De 10 kunstnere har en særlig relation til Bornholm. Med dette kendskab i rygsækken tager de os med til gemte og glemte steder på en rejse ind i øens natur, myter, stemninger, fænomener og hemmeligheder.
Programmet for Bornholm ser således ud:
11/6 kl. 8-20: Emma Harris går fra Bølshavn til Årsdale – se detaljer her
12/6 kl. 8-20: Lene Degett går fra Sandvig Bugt til Klondyke – se detaljer her
13/6 kl. 10-22: Manon Siv går fra Ekkodalen til Hammeren – se detaljer her
14/6 kl. 8-20: Ben Woodhams går fra Rømersminde til Kærgårds fugletårn – se detaljer her
15/6 kl. 8-20: Anna Pedersen går fra Oksemyr langs Højlyngsstien Nordvest – se detaljer her
16/6 kl. 8-20: Ninna Lund Westerdahl går fra Bavnehøjen til Vangs Granitbrud – se detaljer her
17/6 kl. 7-19: Ilon Lodewijks går fra Gamle Borg til Madsebakkerne – se detaljer her
18/6 kl. 9-21: Franz Bomberg går fra Svaneke til Hammerhus – se detaljer her
19/6 kl. 9-21: Samuel Collins & Sho Murayama går ved Mønstergård i Østermarie – se detaljer her
20/6 kl. 6-18: Annelie Grimwade Olofsson går fra Bobbe Å til Årsdale havn – se detaljer her
Leder af BIRCA Susanne Danig udtaler:
Det har været vigtigt for os at sige ja til at være med i dette landsdækkende projekt for, at det helt særegne Bornholmske landskab blev repræsenteret i projektet. Ligesom det betyder noget, at kunstnere med relation til Bornholm kan skabe en personlig tolkning af deres landskab, samtidig med at de bliver udfordret af at være del af så stort et nationalt projekt. At Folkemødet er gået med ind og vil streame dele af vandringerne på deres website giver et ekstra boost, og betyder samtidig at vi har fået lov til at starte Walking Landscapes 21.
SAMSPIL MELLEM MENNESKER OG NATUR
Samspillet mellem mennesker og natur er yderst relevant i vores tid – en økologisk skrøbelig tid, hvor der er behov for at gentænke vores måde at være i og sammen med naturen på.
Leder af Metropolis – Københavns Internationale Teater, Trevor Davies, siger:
”Kunsten er et eksperimentarium, hvor kreativitet udvikler nye tankegange og nye løsninger. Derfor har vi inviteret kommuner og kunst- og naturinstitutioner til at samarbejde om et kunstprojekt, der udvikler nye måder at relatere sig til og arbejde med natur og landskaber. Kunsten har altid forholdt sig til natur og landskaber, men Metropolis Landskab undersøger, hvordan samtidskunstnere forholder sig til landskabet i en kontekst af klimaforandringer, nedbrydelse af naturen og en ændret bevidsthed om vores egen rolle.”
SANSELIG KUNST TÆT PÅ BORGERNE
Metropolis Landskab flytter kunsten ud af sine sædvanlige domæner og udfordrer kunstnerne til at forlade teatersalen og museet for at skabe stedspecifikt i samspil med landskabet. Kunsten møder borgerne ude i det fri, hvor sanserne og kroppen bringes i spil, og hvor de opdager nye veje ind i både kunsten og naturen.
”Flere og flere har fået øjnene op for naturen og dens mange muligheder for at røre sig, få et mentalt frirum og danne ramme om aktive fællesskaber. Med Metropolis Landskab kommer der nu nye perspektiver og endnu flere muligheder for oplevelser i naturen. Vi glæder os til at se, hvordan lokale fællesskaber omkring de involverende, sanselige og kunstneriske naturoplevelser vil folde sig ud i de 12 landskaber,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden
EN DANMARKSREJSE GENNEM KUNSTEN – LIVE ELLER LIVE-STREAMET
Projektet finder sted over tre år som en trilogi, hvor hver etape bygger videre på de foregående. Alt kan opleves live eller live-streamet fra hele landet og inspirere til at opdage nye steder.
Walking Landscapes 2021: I 140 dage fra 11. juni til 28. oktober vil 140 kunstnere foretage 140 kunstneriske vandringer à 12 timer gennem vidt forskellige landskaber i de 12 kommuner. 10 dage og 10 vandringer i hver kommune med start på Bornholm.
Talking Landscapes 2022: Talking Landscapes sætter fokus på andre måder at tale sammen på og engagerer borgerne i iscenesatte samtaler om vores natur, omgivelser og landskaber gennem kunsten.
Performing Landscapes 2023: Hvert landskab vil få sin egen kunstneriske fortolkning og iscenesættelse af de potentialer og særpræg, der er kommet frem gennem de foregående års vandringer og ’samtaler’.
Læs mere om Metropolis Landskab her
Se program for Walking Landscapes her
FAKTA
Metropolis Landskab organiseres af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med 60 partnere i 12 kommuner over hele landet.
Nordea-fonden støtter Metropolis Landskab med 4,1 mio. kr. ud af et samlet budget på 10 mio. kr. Øvrig finansiering primært via kommunerne/partnerne/Metropolis samt støtte til Walking Landscapes fra Statens Kunstfond – Sammen om Kunsten og Wilhelm Hansen Fonden.
OM PARTNERNE
Bornholm: BIRCA-Bækkelund International Residency Center for Artists i samarbejde med Folkemødet, Sansâga, Bornholms Kunstmuseum, Bornholms Højskole og NaturBornholm.
Aalborg: Aalborg Kommune og Aalborg Teater i samarbejde med Landdistrikterne, Kunsten, Teater Nordkraft og Aalborg Bibliotekerne.
Silkeborg: KunstCentret Silkeborg Bad i samarbejde med Silkeborgguiderne, Hakkehuset, Bibliotekerne og Outdoor Institute.
Møn: Liselund Laboratorium i samarbejde med Nationalmuseet, Naturstyrelsen, Kunsthal 44, Camønoen og GeoCenter Møns Klint.
Aabenraa: Aabenraa Kommune i samarbejde med Billedkunstrådet, Danmarks Naturfredningsforening Aabenraa og Biblioteker og Borgerhuse i Aabenraa.
Randers: Randers Kommune i samarbejde med Randers Teater, Kunstmuseum, Naturcenter, Eventsekretariat og Bibliotekerne.
Guldborgsund: Guldborgsund Kommune i samarbejde med kunst- og kulturprojekt Her Hvor Vi Bor, Museum Lolland-Falster, Kulturhusfællesskabet Culthus, Bibliotekerne, m.fl.
Skagen: Kulturhus Kappelborg i samarbejde med Kystmuseet i Skagen, Det grå fyr, Skagens Turistforening og Bibliotek.
Roskilde: Byens Hus/Roskilde Kommune i samarbejde med Aaben Dans, Nationalpark Skjoldungernes Land, Sct. Hans Have, Danmarks Naturfredningsforening Silkeborg, Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur og Roskilde Bibliotek.
Aarhus: Performing Arts Platform i samarbejde med Aarhus Billedkunstcenter, Litteraturcenter, FO-Aarhus, Bureau Detours, Arkitektskolen Aarhus og Bibliotekerne.
Viborg: Viborg Kommune i samarbejde med Viborg Kunsthal, Hald Hovedgaard, Deep Forest Art Land, Naturskolen og Viborg Hovedbibliotek.
Vejle: Vejle Kommune v/ Vejle Bibliotekerne i samarbejde med Vejle Kunstmuseum, Folkeoplysningsudvalget Vejle og Danmarks Naturfredningsforening Vejle.
OM METROPOLIS
Metropolis er et stedspecifikt teater, der arbejder med by, natur og landskab som scene og tema. Metropolis præsenterer og skaber originale og stedspecifikke værker af danske og internationale kunstnere med udgangspunkt i særlige steder. Det er værker, der søger grænserne for scenekunsten og blander performance med arkitektur, billedkunst, lydkunst, aktionskunst, m.m. De skabes af kunstnere, som indtager og udforsker by, natur og landskaber og giver publikum nye kunstneriske perspektiver, oplevelser og indsigt i deres område. www.metropolis.dk


